Gyngestativ og badebassin i haven i år

Det er ved at blive rigtigt dejligt vejr. Foråret er på vej. Alting i haven er så småt begyndt at vise tegn på liv. Og hvor er jeg glad for, at vi kunne flytte herind i huset allerede i midten af februar. Vi har lavet en del i huset og i haven siden da og er nu endelig kommet til det punkt, hvor vi føler os virkeligt hjemme. Også børnene. De nyder at kunne komme udenfor og lege i haven i stedet for at se TV. Den er ikke så stor, men stor nok til, at to små på henholdsvis 3 og 5 år kan bruge nogle timer på at tumle sig derude. Også uden at jeg eller min mand er nødt til at overvåge dem hele tiden. Der er hegn hele vejen rundt ind til naboerne. Og ud til vejen er der en låge, så der er ikke fare for, at de løber ud foran en bil. Det er skønt.

Et gyngestativ er lykken

Min mand og jeg har snakket meget, om vi skal købe et legehus til dem her til foråret. Sådan et, hvor de kan lege, at de tager på picnic – eller hvor de kan skrive deres egen eventyr. Vi har også talt om, at et solidt og billigt gyngestativ vil være ideelt. Vi er dog ikke helt sikre på, at tøserne er store nok til at kunne gynge, uden at vi er der til at skubbe og passe på, at det ikke bliver for vildt. Vi vil jo ikke have, at de kommer til skade. Selvom græsset er blødt, så kan man jo godt slå sig, hvis man falder uheldigt.

Pigerne er også glade for at være ude i haven. Jeg så dem sidde og snakke meget alvorligt sammen. De sad der på trappetrinet, som går fra terrassen ned til græsplænen og talte om orme. De havde åbenbart fundet en. Og ja, det er jo lige tiden, hvor man kan finde dem. Jorden er fugtig efter al den regn, vi har haft.

Orme og slanger

Jeg kom til at grine – måtte ind og finde min telefon frem for at tage et billede af den alvorlige samtale, som altså handlede om orme og slanger. – Min store datter har en livlig fantasi.
Om aftenen, da vi alle havde fået spist, og pigerne var lagt i seng, viste jeg billedet til min mand og fortalte ham historien. Han grinte højt. Han elsker sine døtre. De er centrummet i vores liv. Vi talte meget om, hvor forskellige de er af karakter. Vi talte også om det her gyngestativ, men blev enige om at vente et års tid. Det er lidt for farligt endnu, synes min mand.

Et badebassin til de varme dage

Han foreslog dog, at vi køber et badebassin. Sådan et lille et, som dog er stort nok til, at vi også kan være med. Vi skal jo ikke lade børnene være uden opsyn, når der er vand i beholdere involveret. Det vil være perfekt til sommer. Især hvis det bliver lige så varmt som det var sidste år. Idéerne om, hvordan vi skaber et godt liv for vores børn og os selv, er mange.