9. og 10. klasse på efterskole

Det bliver spændende på søndag. Da skal vi nemlig på besøg på den efterskole, som vores dreng gerne vil gå på til næste år. Han går lige nu i 9. klasse og vil gerne bruge et ekstra år, inden han skal videre i uddannelsessystemet. Vores dreng er en meget følsom og genert ung mand. Han har det svært med at tale om sine følelser og det sker tit, at han vælger at udtrykke sine tanker skriftligt. I sommerferien fandt jeg en dag en lille seddel på køkkenbordet. Han var ikke hjemme, men han havde skrevet: ”Efterskole 10. klasse?” Og så vidste jeg, at vi skal tage fat i ham og få talt om hans ønske. Han har nævnt det en enkelt gang ved middagsbordet, men dengang fik vi ikke taget snakken. Jeg tror, jeg havde travlt med at planlægge indkøbene til næste uge, og derfor kom til at ignorere ham.

Samme aften

Vi talte med ham om det her med efterskole den samme aften. Han fortalte os, at han simpelthen ikke føler sig parat til at gå videre i gymnasiet, og at han faktisk gerne ville have et år, hvor han ikke føler sig presset af bøger og eksamener. Som sagt er han meget følsom, men han er også meget kreativ, og han er især god til at skrive. Han kan godt lide at skrive science fiction og undersøge, hvad der bliver fremtidens teknologier. Samtidigt er han også utroligt dygtig til at spille på klaver. Vi talte derfor om, hvilken form for efterskole, han skulle gå på. Selv har han en idé om, at han gerne vil på en efterskole, hvor de beskæftiger sig med teknologi og digitale games. Han har en vag idé om at han gerne vil udvikle games i fremtiden. Jeg har sådan set ikke noget, imod at han gerne vil i den retning. Jeg tror faktisk, at han vil kunne få et godt job eller blive en succesfuld iværksætter. Men jeg tror også, at det vil være godt for ham, hvis han først lærer, at han ikke behøver at være så genert, som han er. Ude i den virkelige verden skal man være lidt hård i filten, hvis man skal klare sig i en meget konkurrencepræget branche. Og det tror jeg, at udvikling af digitale games er.

Musik som linjefag

Vores diskussioner om, hvilken efterskole han skal på, førte os ind på sporet af en musikefterskole som https://naae.dk/linjefag/musik/. Han var ikke afvisende over for idéen, og jeg var glad for den attitude. Jeg tror nemlig, at hvis han kan komme på en skole, hvor han kan få lov til at bruge tid på at følge undervisning i noget, han i forvejen ved meget om, så vil han få den selvsikkerhed, der skal til, for at han kan komme over genertheden. Vi ledte derfor på internettet efter musikefterskoler og fandt en, som også tilbyder linjefag i andre kreative fag. Fx teater, tekstforfatning og også computerspil. Et ideelt sted. Vi ringede dem op for at høre, hvordan og hvorledes med indskrivning af ham. Desværre er der venteliste, men det skulle være muligt for ham at komme ind til næste år.

Stresset datter

Vi opdagede for et halvt års tid siden, at vores datter er stresset. Hun kom hjem fra skole en dag, med tårer i øjnene og hovedpine. Først troede jeg, at hun var syg. Du ved sådan med influenza. Skrækken gav mig kold sved på hele kroppen. Tanken var jo nærliggende: Er hun blevet smittet med Covid? Vi kørte derfor på hospitalet og fik taget en test. Det var ikke Covid. Men lægen, som talte med hende, sagde, at hun føler sig meget presset og er ved at udvikle – eller allerede har udviklet – symptomer på stress. Han foreslog, at vi gjorde noget ved det hurtigst muligt. Vi kørte hjem, og jeg sygemeldte hende i nogle dage, så hun kunne slappe af. De efterfølgende dage brugte vi meget tid på at tale sammen om, hvordan hun havde det. Hendes hovedpine forsvandt, men hun kom meget nemt til at græde.

Årsagerne

Vi talte om, hvorfor hun græd. Hun fortalte os, at hun føler sig presset af ræset ovre på skolen. Det er ikke, fordi hun ikke kan følge med i timerne. Hun får da fine karakterer. Nej, det er noget med, at hun ikke helt ved, hvad hun vil være i sit liv fremover. Og hun synes ikke, at hun er køn. Hun er ellers den kønneste pige, jeg kender. Og det er der mange af vores venner, der siger, at hun er. Hun fortalte, at hun synes, at alle hendes klassekammerater allerede ved, hvad de vil, når de går ud af gymnasiet. Hun sagde, at de er så selvsikre på sig selv, og at de nok skal få succes. Og gode jobs. Selv kan hun ikke bestemme sig for, hvad hun vil. Hun kunne måske godt tænke sig at blive designer eller arkitekt, men hun ved det ikke endnu.

Jeg synes godt nok, at det må være et stor pres at skulle beslutte sig for, hvad man vil, når man går i 8. eller 9. klasse. Der kan jo ske så mange ting på et år. Og i en alder af 15 – 16 år, så er man altså ikke så erfaren endnu, at man kan udstikke en bane for resten af sit liv.
Det er jo sådan, man tænker, når man er i den alder: ”Jeg skal være advokat, så jeg kan tjene en god løn og sikre mig et godt liv.” Man tænker jo ikke over, at ting kan ændre sig, og at man kan ændre sin bane løbende. Ja, måske bliver man tvunget til at ændre den. Det kan kun tiden fortælle.

Efterskole fra 9. klasse

Efter mange timers samtale frem og tilbage om det her med de store valg i livet begyndte vi at blive lidt mere konkrete. Min datter og vi fik den idé, at det måske vil være fornuftigt, hvis vi skriver hende op på en efterskole 9. klasse, så hun kan starte, når sommerferien er forbi. Det vil give hende et år, hvor hun kan koncentrere sig om andre ting end at foretage et stort valg, som vil udstikke hendes videre uddannelsesforløb, i første omgang – og måske resten af livet.