Helsingør eller Espergærde

Det regnede forfærdeligt voldsomt i nat, men da jeg stod op her i morges, var det til en fin, frisk dag. Ikke for varmt. Ikke for koldt. Og solen skinner fra en vidunderlig september-himmel. Efteråret er kommet. Men det er dejligt. Træernes farver ændrer sig, og lyset især i dag er så smukt. Blødt og samtidigt skarpt. Faktisk så skarpt, at jeg kan se, at mine vinduer trænger til en vinduespudser. Hårdt. Det er altid det samme med mig og mine vinduer. Jeg hader at pudse dem selv. Det er sådan set det værste job, du kan sætte mig til at gøre.

Trauma?

Måske er det et levn fra min barndom, hvor min mor var hysterisk. Hun havde rengøringsvanvid. Og jeg blev altid sat til at skulle pudse et vindue. Jeg er traumatiseret på det punkt. Jeg kan huske, at jeg en gang stod oppe på stigen ude i haven for at pudse et af stuens vinduer udvendigt. Det var koldt, og det blæste. En rigtig styg efterårsdag. Og jeg stod der og vaklede med våde, kolde hænder og fik pudset det dumme vindue. Da jeg var færdig, gik jeg ind til min mor, der var i færd med at pudse sølvtøjet. (På en almindelig oktoberdag! – Gør man det, når man er normal?) Jeg sagde til hende, at jeg har pudset vinduet, og at jeg ikke vil pudse flere. Jeg frøs og ville have varmen. Så jeg satte mig på mine hænder og lod mine baller varme dem. Bagefter gik jeg ind på mit værelse, låste døren og lyttede til musik.

Trængte jeg til

Efter 20 minutter bankede min mor på døren. Hun havde en kop varm kakao med til mig. Det var lige, hvad jeg trængte til. Hun sagde, at jeg havde gjort et godt stykke arbejde, og at hun var glad for hjælpen. Jeg tilgav hende, at jeg var blevet sat til den tjans. Men jeg lovede mig selv aldrig at udsætte andre for sådan et job. Kun hvis de selv vil. Og det er der altså nogen, der gerne vil. Og jeg benytter mig af deres villighed til at få kolde hænder og forfrysninger i fingrene ved at betale mig fra at få vinduespudsningen udført af professionelle folk.

Vinduespolerer i Helsingør eller Espergærde?

Første gang, jeg ringede til vinduespudserfirmaet, jeg bruger, havde jeg faktisk kvalme over, at jeg gjorde det. Jeg syntes, det er, var en forfærdelig ting at gøre. Men det er jo et levebrød for dem. Så jeg sagde til mig selv, at det er ok.

Jeg havde fundet dem på nettet. Jeg havde bare søgt på ”Vinduespudser i Helsingør” og havde fundet et site, hvor man bare kunne bestille tid. De kom præcist til tiden, jeg havde bestilt. Udførte arbejdet og jeg betalte dem. Og de havde gjort et godt stykke arbejde, så jeg lovede mig selv, at jeg ville bruge det samme firma igen. Men som sædvanlig: Jeg havde naturligvis ikke gemt deres site i mine favoritter, og. næste gang jeg skulle bruge dem, måtte jeg søge lidt mere præcist: ”Vinduespudser Espergærde”. Jeg fandt dem. Og de kom selvfølgelig igen. Mon ikke min veninde i Gentofte skulle introduceres til dem?